Kategoriarkiv: Svømning

Svømmenyt!

Så er vi klar til en ny spændende svømmesæson i Ulfborg Idrætsforenings Svømmeafdeling. Vi har i denne sæson flere nye tiltag.

Svømmehal-3Vi har fået Marianne Bach Jørgensen, der er svømmelærer og selv er på barsel, til at udbyde et baby svømme hold tirsdag fra kl. 9.00-9.45 i perioden 05. september til 20. december. Holdet vil primært være for de forældre, der er på barsel. Er man ikke på barsel og alligevel ønsker at gå til babysvømning, kan de fortsat gå torsdag fra kl. 17.15-18.00. Dette hold køre hele sæsonen.

Endvidere har vores talent hold skiftet navn, så det nu hedder: De seje talenter. Det er for at markere, at man altså ikke behøver at være et særlig ”talent” for at gå på holdet. Den største forudsætning for at gå på holdet er, at man er glad for at svømme. Det seje ligger i, at man ønsker at svømme mere end de normale 45 minutter, som er en normal lektions varighed. Dette hold har nemlig en sammenlagt tid i vandet på 90 minutter. Se endvidere beskrivelse af holdet via link svømning under målsætningsbeskrivelser for de enkelte hold.

Svømmehal-2 Vi har oprettet 2 nye ungdomshold nemlig et ”junior swim and fun” og et ”teenager swim and fun”. Indholdet på disse hold fremgår under punktet holdbeskrivelser. På disse hold vægtes udover svømning også det sociale. Derfor vil der være masser af aktiviteter, der tilgodeser, at de unge får nogle herlige oplevelser sammen. Teenager swim and fun er placeret på fredage og vil kunne kombineres med fælles spisning før eller efter undervisningen, hvis der er stemning blandt teenagerne for det.

Endelig har vi ændret på sæsonlængden, så vi fremover kun køre med en sæson. For børneholdene indebære det fra 05. september til 01. juni, mens de fleste voksen hold slutter den 27. april på nær 2 hold, nemlig learn 2 crawl/teknik og kondition og voksenmotions holdet.

Svømmeafslutning

JOE_0777Fredag den 27. marts havde Ulfborg svømmeklub sin årlige sæson afslutning, hvor samtlige klubbens medlemmer er inviteret. Der var 50 fremmødte børn og 36 voksne til fællesspisning med efterfølgende vanddiskotek og stort lysshow i svømmehallen. I år var det Martin Juelsgård Vang der stod for underholdningen med Diskotek ICU. Vi havde en festlig aften hvor både svømmere og forældre hyggede sig både til lands og i vandet. Undervejs blev der serveret slush ice til alle børnene. En stor tak til trænere og svømmeudvalg, der frivilligt sørgede for at denne aften kunne lykkes og ikke mindst, at den også blev festlig for alle.

Årets Svømmetræner

PatrickStartede i 2007 som hjælpertræner i lille bassin, hvor børnene var glade for Patrick Trankjær lige fra starten af. Patrick sagde ja tak til at komme på hjælpetrænerkursus og fik efter nogle år selv trænertjansen.

Årerne er gået rigtig stærkt og du er fortsat i UBG’s svømmeklub, som en utrolig trofast, engageret og stabil træner. Uden Patricks altid store fleksibilitet og imødekommenhed havde mange holdkabaler og meget organisering været svært at få til at gå op.

Vi er i svømmeklubben enige om at gennem de 8 års samarbejde vi har haft med dig, har vi endnu aldrig hørt Patrick sige nej, når vi har haft brug for din hjælp. Du har sagt JA til samtlige hold, du er blevet bedt om at tage i årenes løb: begynderhold, let øvede, øvede, livredder på babyhold og vandgymnastikhold, aquahold og sidst aquacrossfit-træning som du også selv deltager på.

Du er klubbens stabile træner, livredder og afløser – altid står du på spring til at tage ekstra hold, når nogle er syge. Enhver klubs drøm at have en frivillig som dig.

Patrick er altid i godt humør, smilende, positiv og afholdt af alle i svømmeklubben.

En stor tak skal lyde for din indsats indtil nu og vi håber, at samarbejdet kan fortsætte i mange år endnu.

Stort tillykke Patrick

Swim Cup 2014

10 svømmere fra Ulfborg kæmpede sig til 28 medaljer

Ulfborg svømmeklub havde 10 svømmere, der deltog den 9. marts 2014 i et Swim Cup stævne i Hvide Sande. Der var deltagere fra både Vinderup, Lemvig, Thisted, Hurup, Hvide Sande og ikke mindst Ulfborg. Det blev en særdeles god dag for de 10 svømmere. Der blev konkurreret om medaljesæt og Ulfborg-svømmerne kom hjem med ikke mindre end 28 medaljer herunder sejre i holdkap.

Følgende fik en eller flere guldmedaljer: Ida, Johanne, Iben, Heidi og så blev det til en guldmedalje for 4 af pigerne med nåletider i en holdkap med andre svømmere, der er kvalificeret til at svømme på dette niveau.

Sølvmedaljerne gik til: Cecilia, Sofie, Johanne og herudover vandt Kamilla, Cecilia, Mie og Iben sølv i holdkap.

Bronzemedaljer gik til: Ida, Mie, Kamilla og Mette.

Bronzenåle: Mie Hesselbjerg Sørensen, Cecilia Højris Steen, Iben Nagstrup Pinvig Østergård og Emily Høgsberg opnåede på stævnet, at svømme deres første bronzetid.

Alle svømmere klarede sig godt og satte rigtig mange personlige rekorder – yngste deltager fra Ulfborg var Ida Flarup Madsen (årgang 05). Det er fantastisk motiverende at deltage i et sådant stævne og giver alle svømmere fornyet energi til deres træning.

En dejlig dag i Hvide Sande som både børn, forældre og trænere kan være særdeles tilfredse med.

I øvrigt starter der ny forårssæson fra mandag den 31. marts og som strækker sig til skolernes sommerferie. Se omtale andet sted i avisen.

Nedenfor ses billeder af samtlige svømmere, der deltog i stævnet.

svømmepiger2