I juledagene blev Ulfborg Cup traditionen tro spillet. Igen i år 2014 blev det til 4 fulde dage med fodbold; stævnet er det største i mange år. Faktisk blev der spillet næsten dobbelt så meget fodbold, som for blot 5 år siden. Den positive problemstilling har ganske enkelt været at få fundet frivillige til at få gennemført stævnet. I alt har stævnet haft ca. 110 vagter af 2-8 timers varighed for at blive gennemført – alt i alt over 500 timers frivilligt arbejde for at afvikle stævnet.
Ca. 900 spillere deltog i omkring 440 kampe. Mere end 1.600 mål, over 900 “spurter-præmier” – ja, der var gang i fodbolden fra 27. og til 30. december 2014.
At antallet af frivillige blev sat under pres skyldes også, beslutningen om for første gang nogensinde (ud af 41 mulige) at spille fodbold i flere haller end kun Vestjysk Fritidscenter. Alt i alt blev ca. 10 timers fodbold spillet på Staby Efterskole for at få fleste mulige hold med til Ulfborg Cup, samt for at de største rækker kunne blive gennemført mere smidigt og med kortere ventetid. I alt havde vi ca. 65 timers fodbold på programmet.
At spille 2 steder er ikke kun positivt. Den første af de to dage, hvor vi spillede på Staby Efterskole, var der et par huller i kampprogrammet, vi ikke havde fået fyldt. Det betød for meget ventetid for spillerne, når de skulle til Ulfborg for at finde finaleholdene, så der er helt sikkert noget koordinering, vi i fremtiden kan gøre bedre, for at gøre Ulfborg Cup endnu bedre, hvis vi fortsat skal spille i 2 haller.
Alt i alt ser vi dog tilbage på endnu et godt Ulfborg Cup. Vi vil gøre, alt hvad vi kan, for at vente tilbage med et endnu bedre stævne næste gang. OG vi vil fra UBGS side sige en STOR tak til alle frivillige – og alle vores sponsorer. I gør én stolte af at komme fra Ulfborg!