Tilskuerne til årets første hjemmekampe for SHN/Ulfborgs seniorhold får ægte lokalopgør at nyde. Banerne er ikke til poleret spil, men fight og gejst bliver afgørende – så mod op og støt hjemmeholdene.
Årets seniorfodbold blev for serie 3 startet op sidste uge med en flot 3-0 sejr ude over Faster/Hanning. Den første hjemmekamp bliver lokalopgøret mod Tim fredag 07.04.17 kl. 18. Kampen spilles i Ulfborg.
Kampe mod Tim er altid noget specielt, og med den gode åbning i den første kamp, vil 3 point være et rigtig godt afsæt for resten af sæsonen for Michael Brinks tropper.
Lørdag 08.04.17 byder på endnu et lokalopgør, når Sdr. Nissum Stadion kl. 11.00 er rammen for serie 6s første turneringskamp. Det gælder kampen mod Vemb FS, som igen stiller et seniorhold. Mange af spillerne kender hinanden, og for Vemb spiller bl.a. to tidligere SHN/Ulfborg-spillere. Det bliver en sjov og vigtig kamp, når det kommer til håneretten.