Årets UIF trænerpris til Sara Vinge Olesen

Denne udnævnelse går til en træner, der har gjort en helt særlig indsats for UIF. Det er vi så heldige, at vi har en i svømmeafdelingen, der gør. Vi har set frem til at uddele dette års trænerpris til Sara Vinge Olsen. Uden Sara vil vi som svømmeafdeling ikke være der, hvor vi er i dag.  Nemlig et godt sted når det handler om både tilgangen af medlemmer men også når det handler om at implementere og udøve en høj svømmefaglighed. Sara er drivkraften på flere hold nemlig vores begynderhold og ikke mindst vores familiesvømning om søndagen, hvor hun sammen med 1 anden træner på skift er ansvarlig for holdet.

Vi synes, at netop Sara fortjener at modtage denne pris, fordi hun siden 2017 både har været træner på begynder hold og siden hen har taget initiativ til familie svømning. Det er faktisk blevet så populært, at Ulfborg IF-svømning hver søndag har 2 familie hold. Sara er meget initiativrig i forhold til at udvikle svømmeklubbens tilbud som helhed. Sara er altid optaget af at få skabt et både godt, trygt og udviklende læringsmiljø ikke bare for deltagerne på holdene men også blandt trænerne i klubben.

En enig bestyrelse og svømmeudvalg har derfor besluttet at uddele årets trænerpris og pokal til Sara. Simpelt hen fordi, hun med sin person og faglighed uge efter uge formår at træne børnene, så det bliver både sjovt og lærerigt og på den måde leverer Sara en meget kvalificeret og kompetent undervisning til glæde for alle deltagerne på hendes hold. Herudover er Sara medlem af svømmeudvalget, hvor hun også i høj grad bidrager med hendes store svømmefaglighed. Sara er selv tidligere konkurrence svømmer og derfor ”vild med vand” og da hun fik børn og flyttede til kommunen, skulle der heldigvis ikke meget overtalelse til for at headhunte Sara først som træner og sidenhen har Sara heldigvis også sagt ja til at deltage i svømmeudvalget. Sara er meget arbejdsom og har altid været den, der virkelig har gået foran i de 3 år vi nu har været i proces med at implementere DGI’s Svømmeskole koncept.

Det er helt tydeligt, at deltagerne på Sara’s hold får noget ud af den træning hun levere. Sara’s evne til at lytte kombineret med både at være rolig og tålmodig smitter i den grad af på deltagerne. Såvel forældre som børn giver udtryk for, at de er rigtig glade for Sara som træner.

Sara er god til at udfordre og motivere hold deltagerne, skabe respekt og lede holdene og på den måde bidrage til, at deltagerne opnår en sikker udvikling i deres træningsniveau. Sara udvikler gerne nye træningsprogrammer og dermed bidrager hun også hele tiden til at der sker fornyelse.

Hele Ulfborg IF ønsker Sara tillykke med pokalen og titlen og vi ønsker Sara al mulig held og lykke fremover. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde.

På vegne af udvalg og bestyrelsen
Bente Flarup