Kategoriarkiv: Svømning

TILSKUD FRA VESTFORSYNINGEN

Vestforsyningens Initiativpulje tildelte onsdag den 30. November UIF Svømning 5000,- som tilskud til køb af førstehjælpsdukker, som skal bruges til træning i forbindelse med vores årlige livredderprøver og opfriskning af førstehjælpsteori.

Vi har gennem de senere år arbejdet på at gøre svømmeundervisningen endnu bedre, og har derfor med succes investeret i – og implementeret DGIs svømmeskolekoncept på børne- og ungdomsholdene. Dette koncept sikrer progression og udvikling af grundfærdigheder hos den enkelte elev. 

I denne sæson har vi valgt at højne kvaliteten af undervisningen yderligere ved at sætte fokus på opkvalificering af vores instruktørers/hjælpeinstruktørers uddannelse ift. sikkerhed i svømmehallen samt udstyr, der kan understøtte undervisningen yderligere. 

Derfor er vi meget glade for at modtage dette tilskud, der vil understøtte vores mål med at opkvalificere uddannelsen yderligere, og vi glæder os allerede til at tage udstyret i brug! 

Vandaerobic og Aqua Fitness

Arkivfoto

Hvem siger, at det skal være kedeligt at træne? Vandaerobic tirsdag eller Aqua Fitness torsdag er en fest – og DU er inviteret! 🎉💦👏🏻

Effektiv styrke- og konditionstræning i godt selskab og så til god musik. 

Kom og prøv – alle kan være med uanset køn og alder. Vi har nedjusteret kontingentet fra uge 43. Du er velkommen til en prøvetræning.

Du kan sikre dig en plads her: https://ulfborgif.dk/svommehold/

Swim and Fun

Arkivfoto

Er du vild med aktiviteter i vand og mellem 12-17 år? – så har vi netop et godt tilbud til dig.
Vi har nemlig fortsat ledige pladser på vores Swim & Fun hold onsdag fra 17.15-18.00! Vi har nedjusteret kontingentet fra uge 43. Du er velkommen til mindst en prøve træning.
Deltagere på holdet, får som noget nyt gratis adgang til offentlig svømning hver onsdag lige efter træning.
Så der er gode muligheder for at hygge og have det sjovt med dine vand glade venner

Læs evt. mere her https://ulfborgif.dk/svommehold/

Ses vi på onsdag?

Så er der åben for tilmelding til den nye svømmesæson

Arkivfoto

Så er der åben for tilmelding til den nye svømmesæson 2022-2023. Gå derfor ind på https://ulfborgif.dk/svommehold/ og tilmeld dig allerede i dag.
Vi har mange hold – og helt sikkert også ét for dig – om du er voksen eller baby, vil motionere eller lære færdigheder.

Ulfborg IF svømmeklub har implementeret svømmeskolekonceptet på alle vores børnehold, hvilket sikrer både kvalitet og progression i undervisningen. Svømmeskolen sikrer, at dit barn bliver undervist i et gennemarbejdet og afprøvet koncept, der tager udgangspunkt i grundfærdighederne, udvikler teknikken i forhold til de fire stilarter (butterfly, rygcrawl, brystsvømning og crawl) samt kompetencer indenfor polo og livredning.

Arkivfoto

Alle børn i svømmeskolen får 2 gange på en sæson et diplom, der kan bruges til at synliggøre børnenes progression. Der er opstillet mål for, hvad børnene skal lære hvert kvartal for at sikre, at de hele tiden udvikler sig. Alle svømmeskolens instruktører har været på Svømmeskole uddannelse, så de har styr på bl.a. pædagogikken, tilrettelæggelse af undervisningen m.m.

Som udgangspunkt strækker svømmeskolen sig over minimum fire år med forskellige niveauer og mål. Det sikrer, at alle børn hele tiden er på et niveau, der passer præcis til dem.

Årets UIF trænerpris til Sara Vinge Olesen

Denne udnævnelse går til en træner, der har gjort en helt særlig indsats for UIF. Det er vi så heldige, at vi har en i svømmeafdelingen, der gør. Vi har set frem til at uddele dette års trænerpris til Sara Vinge Olsen. Uden Sara vil vi som svømmeafdeling ikke være der, hvor vi er i dag.  Nemlig et godt sted når det handler om både tilgangen af medlemmer men også når det handler om at implementere og udøve en høj svømmefaglighed. Sara er drivkraften på flere hold nemlig vores begynderhold og ikke mindst vores familiesvømning om søndagen, hvor hun sammen med 1 anden træner på skift er ansvarlig for holdet.

Vi synes, at netop Sara fortjener at modtage denne pris, fordi hun siden 2017 både har været træner på begynder hold og siden hen har taget initiativ til familie svømning. Det er faktisk blevet så populært, at Ulfborg IF-svømning hver søndag har 2 familie hold. Sara er meget initiativrig i forhold til at udvikle svømmeklubbens tilbud som helhed. Sara er altid optaget af at få skabt et både godt, trygt og udviklende læringsmiljø ikke bare for deltagerne på holdene men også blandt trænerne i klubben.

En enig bestyrelse og svømmeudvalg har derfor besluttet at uddele årets trænerpris og pokal til Sara. Simpelt hen fordi, hun med sin person og faglighed uge efter uge formår at træne børnene, så det bliver både sjovt og lærerigt og på den måde leverer Sara en meget kvalificeret og kompetent undervisning til glæde for alle deltagerne på hendes hold. Herudover er Sara medlem af svømmeudvalget, hvor hun også i høj grad bidrager med hendes store svømmefaglighed. Sara er selv tidligere konkurrence svømmer og derfor ”vild med vand” og da hun fik børn og flyttede til kommunen, skulle der heldigvis ikke meget overtalelse til for at headhunte Sara først som træner og sidenhen har Sara heldigvis også sagt ja til at deltage i svømmeudvalget. Sara er meget arbejdsom og har altid været den, der virkelig har gået foran i de 3 år vi nu har været i proces med at implementere DGI’s Svømmeskole koncept.

Det er helt tydeligt, at deltagerne på Sara’s hold får noget ud af den træning hun levere. Sara’s evne til at lytte kombineret med både at være rolig og tålmodig smitter i den grad af på deltagerne. Såvel forældre som børn giver udtryk for, at de er rigtig glade for Sara som træner.

Sara er god til at udfordre og motivere hold deltagerne, skabe respekt og lede holdene og på den måde bidrage til, at deltagerne opnår en sikker udvikling i deres træningsniveau. Sara udvikler gerne nye træningsprogrammer og dermed bidrager hun også hele tiden til at der sker fornyelse.

Hele Ulfborg IF ønsker Sara tillykke med pokalen og titlen og vi ønsker Sara al mulig held og lykke fremover. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde.

På vegne af udvalg og bestyrelsen
Bente Flarup

Nyt babysvømningshold er klar til start.

Nyt hold med babysvømning starter i uge 16 onsdag den 20. april 2022 kl. 09.40-10.20 i Vestjydsk Fritidscenters Svømmehal i Ulfborg

Arkivfoto

Gennem det 32 grader varme vand bliver babyens sanser stimuleret og samtidig er det dejligt samvær med dit barn. Du vil opleve en helt særlig nærkontakt og blive trænet i de forskellige greb, der giver netop dit barn de bedste forudsætninger for at bevæge sig i vandet og dykke. Tilmelding via følgende link: https://ulfborgif.dk/svommehold/

Tilmelding på https://ulfborgif.dk/svommehold/, Hvis du vil være sikker på en plads. Holdet er 5 gange og koster 175 kr. for en voksen og et barn. Ellers koster det 40 kr. pr.gang.Tilmelding på https://ulfborgif.dk/svommehold/, Hvis du vil være sikker på en plads. Holdet er 5 gange og koster 175 kr. for en voksen og et barn. Ellers koster det 40 kr. pr.gang.

ULFBORG IF TILBYDER NYT KLUBTØJ

Man kan nu bestille UIF´s nye klubtøj.
Se vores nye medlemstilbud her: UIF_klubdragt_2021

Træningspakke bestående af 3 dele fra kr. 325,00 + mulighed for tilkøb af træningsbukser samt lille navn på tøjet.

Man skal blot henvende sig i Sport24 i Holstebro og sige at man ønsker at købe Ulfborg IF´s medlemstilbud.

Så klarer de resten.

Med venlig hilsen
UIF´s Bestyrelse

Vi åbner for aktiviteter, men …

Vi har modtaget nedenstående fra Holstebro Kommune.

Onsdag åbnede skolerne på trods af høje smittetal i samfundet. Vi har ikke modtaget underretning om, at anbefalingen om at undgå indendørs idræt bliver forlænget, så derfor åbner alle kommunale idrætsanlæg igen fra i dag, 5. januar 22.

Når vi nu åbner op  vil det være med de restriktioner, der blev vedtaget i forbindelse med pressemødet d.17.12 (taget fra Kulturministeriets hjemmeside, hvor I kan læse meget mere om Corona og Idrætslivet https://kum.dk/aktuelt/covid-19/kulturlivet-under-covid-19):

MUNDBIND

Besøgende tilskuere, brugere, publikummer, elever og lignende på 12 år og derover samt medarbejdere og andre personer tilknyttet det pågældende lokale skal have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, når de befinder sig i følgende lokaler:

Lokaler, hvor der udøves idræts- og foreningsaktiviteter, herunder svømmehaller, idrætshaller, træningscentre og foreningslokaler.

CORONAPAS

Der er krav om coronapas i visse dele af kultur- og idrætslivet.

Krav om coronapas gælder for besøgende, brugere mv. i svømmehaller, lokaler, der anvendes som træningscentre.

Udover retningslinjerne, som der SKAL efterleves, så opfordrer vi til, at vi alle bidrager med så mange tryghedsskabende og smittehæmmende foranstaltninger som muligt.

Vi anbefaler derfor:

  • at forældre ikke venter i hallen mens børnene dyrker idræt,
  • at alle møder omklædt til aktiviteten og – så vidt det er muligt – går i bad hjemme efter aktiviteten,
  • at sociale aktiviteter i forbindelse med aktiviteten enten aflyses eller holdes på et absolut minimum.

Det er ekstremt svært at navigere i et samfund, der er under konstant forandring på grund af Corona. Det betyder, at vi kan blive nødt til at ændre kurs såfremt vi får nye retningslinjer eller anbefalinger.

På vegne af Ulfborg IFs bestyrelse

Lisbeth Poulsen

Formand Ulfborg IF.

 

Nyt hold med babysvømning

Starter i uge 2 onsdag den 12. januar 2022 kl. 09.40-10.20 i Vestjydsk Fritidscenters Svømmehal i Ulfborg

Gennem det 32 grader varme vand bliver babyens sanser stimuleret og samtidig er det dejligt samvær med dit barn. Du vil opleve en helt særlig nærkontakt og blive trænet i de forskellige greb, der giver netop dit barn de bedste forudsætninger for at bevæge sig i vandet og dykke. Tilmelding via følgende link: https://ulfborgif.dk/svommehold/