Ved årets generalforsamling den 18. marts blev der – traditionen tro – uddelt velfortjente pokaler til to personer, der i høj grad har gjort en positiv forskel for Ulfborg Idrætsforening i årets løb:
Formand for Ulfborg IF, Lisbeth Poulsen, havde æren af at præsentere årets UIF’er og citerede indledningsvis Peter Plys: “Det man godt kan lide at gøre, gør man som regel godt.”
Titlen som Årets UIF’er 2025 er i år tildelt en person, der - ud over at gøre et rigtig godt stykke arbejde - har haft en uvurderlig tilknytning til Ulfborg IF gennem mange år.
Carsten, du har opfyldt utallige ønsker og altid været klar til at tilpasse dig nye idéer og ændringer – selv i sidste øjeblik. Din positivitet og lydhørhed gør dig til en vigtig brik i vores forening, og din entusiasme for at skabe aktiviteter i Vestjysk Fritidscenter er uundværlig.
Selvom aftaler nogle gange kan gå i glemmebogen, så er vi altid enige om, at ingen af os er fejlfrie – og det hører alderen til.
Dine kvaliteter bliver også bemærket af de øvrige brugere og foreninger i Vestjysk Fritidscenter, og vi er glade for at kunne anerkende din indsats officielt.
Carsten Kirkegaard Jensen – du er Årets UIF’er 2025!
En stor og velfortjent hæder til dig. Tak for et fantastisk samarbejde gennem årene og alt godt fremover!
Lennert Krarup, formand for tennisudvalget, havde fornøjelsen af at uddele prisen til Årets Træner 2025 og sagde:
“Det er mig en stor ære at præsentere denne pris til en person, der har gjort en ekstraordinær indsats for Ulfborg IF gennem mange år.”
Leif, du har været en uundværlig del af UIF’s tennis- og padelafdeling i årevis. Din passion for tennis har inspireret utallige spillere, og da padel blev en ny dille, var du en af de første til at tage sporten til dig og dele din viden med andre.
Selv i en alder af +60 (snart +70) år har du en energi og entusiasme, som kan matche enhver ung spiller. Din indsats har ikke bare udviklet spillere – den har styrket hele foreningen. Dit engagement i planlægningen af sæsonerne og din evne til altid at optimere forholdene for spillerne er beundringsværdig.
Jeg har kendt dig siden min barndom og har nu den glæde at arbejde sammen med dig i UIF.
Du er ikke kun en dygtig træner – du er en leder, en instruktør og en ven. Din dedikation har gjort en enorm forskel, og vi er mange, der ser op til dig.
Leif Laugesen – stort tillykke med titlen som Årets Træner 2025! Tak for alt, hvad du har gjort og stadig gør for UIF.
Vi ønsker begge prismodtagere et stort tillykke og takker jer begge for jeres fantastiske bidrag til Ulfborg Idrætsforening!